Flere hårde tacklinger i Danmark

Amerikansk fodbold i Danmark fik et gedigent boost omkring årtusindeskiftet, da TV2 Zulu begyndte at vist NFL-kampe hver søndag aften – den såkaldte “Zulu-effekt”.

Danskerne, og især de unge, tog lynhurtigt den hårdttacklende sport til sig, og Zulu oplevede seertal, de ikke i deres vildeste fantasi havde turde drømme om. Og både på TV og de danske fodboldbaner ser man stadig den stigende interesse.

Flere kampe og flere medlemmer

Siden de første sæsoner med Jimmy Bøjgaard og Claus Elming ved roret, hvor der blev sendt en enkelt kamp, er der sket meget. I dag vises der 2-3 kampe på 3+, ligesom der også vises en enkelt kamp på TV3 Sport 1.

Den stigende interesse for NFL-kampene på TV afspejler den udvikling, som klubberne i Danmark oplever. DAFF (Dansk Amerikansk Fodbold Forbund) ser stadig hvert år flere medlemmer komme til, og i 2010 rundede man 3.200 medlemmer på landsplan fordelt på hele 69 klubber.

I dag er de 4.000 medlemmer rundet, mens kun en enkelt klub mere er kommet til siden 2010, men DAFF er i dag så stort, at der er 5 fuldtidsansatte til at drive organisationen.

Et kig i krystalkuglen

Det er svært at spå om fremtiden, men hvis man alligevel skal gøre forsøget, så er der ingen tegn i stjernerne på, at amerikansk fodbold i Danmark har nået grænsen for vækst.

Indtil for omkring 5 år siden spillede danske Morten Andersen fortsat som kicker i NFL, som den første og hidtil eneste dansker i NFL. Lige nu er der ikke nogen danskere i ligaen, og det ser heller ikke ud til, at der er nogen på spring lige nu, men interessen er grundlagt, og den vil fortsat stige de næste år. Flere og flere fatter interesse, og DAFFs store arbejde med både den danske liga, flag football-stævner og andre events har stor effekt.

Kan der komme et boost mere?

De seneste år har tilstrømningen af medlemmer været jævn, men hvad skulle der til for at endnu et boost ville ramme landet?

Umiddelbart vil det kræve, at der kom en ny dansker i NFL, der samtidig blev et stort navn i USA, som Morten Andersen var det. Det kunne generere stor medieomtale, som sikkert ville smitte af på tilgangen i de danske klubber.